Her rigtignok man smauser
Med alt for skarpe Saucer,
Men ellers kraftig føde,
som kan på sulten bøde.
Og er nu den ej altfor stor,
da kan du til maves glæde,
dig mæt for 16 skilling æde,
thi brødet har du frit på bord.
Således sang de unge kunstnere hos spisevært Bang i Lille Kongensgade 83 fredag, den 18. november 1842.
Den nye forening skulle have et navn. Forslag blev lagt i en høj hat. Forslag fra dekorationsmaler Weber blev trukket af den unge maler H. Rasmussen. Han blev i øvrigt kaldt Ras Rafael. Hans bror var musiker og gik under navnet Ras Paganini.
På Webers seddel stod 18. nov. Og det blev foreningens navn. En af de 27 kunstnere jublede højt over forslaget. Han hed Peter Frederik Nordahl Grove. Dette er virkelig en hyldest til vor mester Bertel Thorvaldsen, råbte han. Og det syntes alle de andre også det var.
Her overfor er et maleri af Nordahl Grove, som den 18. november 1842 lige var blevet 20 år. Han udstillede i 18. nov. i 1882, 3 år før sin død, og senere på en mindeudstilling over ham i 1942. Min mor købte dette billede i 1938 på en auktion for 20 kr. Men det var vist mange penge den gang.
Derpå en sal i Lille Kongensgade,
Ja, herregud, en bagsal var det kuns.
Men vi var barnlige og vi var glade,
vi havde nøjsomhed - og beuf og punch.
sang medlemmerne i 1852, ligesom vi kunne have gjort det i dag.
I 1867, på 25 års dagen, ændrede foreningen navn til det, den hedder i dag: Kunstnerforeningen af 18. nov.
Den første fest, der afholdtes i foreningen var en julefest. Den fandt dog ikke sted hos spisevært Bang i Lille Kongensgade. Lokalet var blevet for lille og for primitivt. Man havde fundet et bedre hos restauratør Køhler i Pilestræde 17. Pilestræde lå den gang i et rigtigt restaurationskvarter. Her blev foreningen i det næste halve år.
Lejen var 3 gange højere, men det var rygtedes, at foreningen var værd at være medlem af, så inden for 4 måneder var der kommet 38 nye medlemmer.
Ved julefesten fik alle medlemmerne små gaver som vokslys, mandler, rosiner og silkebånd, som de kunne hænge op på juletræet derhjemme. Ud på aftenen opførte man et teaterstykke. Der var nemlig flere af foreningens medlemmer, der havde et udpræget dramatisk talent. Især Ballin Gunst, der tillige var en stor komiker, Stilling og den alle tilstedeværende Saloman. Forestillingen var Sganarels Rejse til det philosophiske land. Og gæt, hvem der spillede hovedrollen. det gjorde Saloman. Man sluttede af med masser af punch og sang:
Husk det muntre Pilestræde
Nr. 17, første sal
Der er liv og der er glæde
sang og spil og karneval.
Men nu viser det sig, at der faktisk er et vers til, som jeg nu vil læse op:
Og så var fru Sperati,
Som man kured til - ak ja!
Og så punch man blev plakat i,
Men især, når kassen ga'!
Og det gik lidt bedre med økonomien, den gang i 1843. Gælden var kun 1 rigsdaler, så - som kassereren bemærker, der er råd til at leje en fløjte og en klarinet, hvis det ikke er alt for dyrt.
Der var også råd til nogle ekstra øvelsesaftener i eget sanglokalet. Det var muligvis af hensyn til de ikke-syngende medlemmer, der i stedet spillede dam og domino. Møderne var altid om mandagen.
Hende der fru Sperati, som givetvis har været et flot kvinde, for hvis fødder medlemmerne har nedlagt deres hjerter, ved vi desværre meget lidt om. Hun er ikke omtalt i nogen referater eller breve. Hun var måske kone til kapelmusikeren Sperati, der boede i Stormgade.
Pladsen blev efterhånden for trang i Pilestræde. Ude på Nørrebro, der den gang lå ude på landet, havde man fået kik på en beværtningshave for "bedre" folk og kunstnere. Den ejedes af skibskaptajn Gram. Blandt de mere kendte kunstnere, der kom her fast, kan nævnes Bissen og Freundt. Det var på hjørnet af Fælledvejen.
Hertil flyttede Kunstnerforeningen incl. klaveret samt et nyligt anskaffet litografi af Thorvaldsen i guldramme i maj 1844. Herude mødtes medlemmerne så hver mandag. Og de kom næsten alle sammen til hvert møde, for - som det hedder - der var den gang så godt som ingen andre distraherende sommerglæder i København. Ved siden af musikken spillede medlemmerne især kegler. Men et helt nyt medlem, Ludvig Meisling var dygtig til at spille og sammen med nogle andre medlemmer arrangerede han et "Strauss"-orkester. Samtidigt kunne man også høre H. C. Lumbye spille Strauss med sit orkester inde på Hotel d'Agleterre. Strauss blev meget populær.
Her ude på Fælledvejen blev foreningens første love skrevet. I formålsparagraffen stod der: "Foreningens formål er at uddanne og fremme et lærerigt samliv iblandt kunstnere."
I dag står der: "Foreningens formål er at virke for kunstnerstandens interesser i ind- og udland og at fremme det personlige samvær mellem kunstnere."
Altså næsten det samme. Som formand valgtes arkitekten J. F. Holm.
Efter sommeren flyttede foreningen igen. Denne gang til restauratør Ginderups lokaler i Købmagergade 70. Og her indførtes medlemmernes udstillingsvirksomhed. Hver mandag ny udstiller - med efterfølgende kritik fra medlemmerne. Det var faktisk den eneste kunstkritik, der fandtes i datidens København. Derfor var det også den gang meget eftertragtet at udstille i 18. november.
Det stod også i lovene - ligesom nu - at man skulle aflevere et eget værk ved optagelsen i foreningen. Sekretæren dengang efterlyser i sine notater bidrag fra Lundby og Skovgård, men er glad for bidragene fra maleren P. S. Krøyer, arkitekten Ferdinand Mehldahl og foreningens formand gennem en række år maleren Axel Schovelin.
Om sommeren begyndte man nu at holde til i "Villaen" ved Blegdamsvej, hvor den utrættelige xylograf Meisling forlystede medlemmerne med fyrværkeri ude på Sortedamssøen.
Lige et par om Bertel Thorvaldsen. Skulpturen er nu sat i stand af skulpturkonservator Søren Rasmussen fra Thorvaldsens Museum, som også velvilligt yder et økonomisk tilskud til restaureringen.
Statuen her i foreningen fik vi i 1942, da vi blev 100. Det var en gave i 12 stykker af vort medlem, daværende museumsdirektør Sigurd Schultz. Der findes i dag 4 eksemplarer af statuen.
Der er én i Nysø, som skulle være originalmodellem, én i Rom, én på Thorvaldsens Museum (som er en afstøbing af den i Rom, og som Bissen brugte til sin marmorudgave i 1859. Den har nummer A162) og så vores, der har nummer 162.
Vores har sandsynligvis været anvendt til 2 bronzeafstøbninger. Den ene i 1875 til opstilling i Reykjavik, og den anden i 1894 til Central Park i New York og støbt af bronzestøber Rasmussen i København.
Ved juletid i 1846 flyttede foreningen for vinteren. Denne gang til et nyt værthus "Bechmann" i "hvælvingen" på hjørnet af Fortunstræde på Amagertorv.Og her holdt man så en julefest med et stort juletræ, og hvor man gav hinanden gaver. Ligesom nu.
Den blev af medlemmerne beskrevet som særdeles vellykket.
2 år efter kom ”det mærkelige år”. Det var 1848. Mange af medlemmerne meldte sig frivilligt til deltagelse i krigen mod Preussen. Blandt de, der ikke vendte tilbage var maleren I. T. Lundbye og landskabsmaleren C. E. Dalgas. Det var også en tid, hvor interessen for foreningsliv med sammenkomster var lidt vanskelig at opretholde. I efteråret 1849 var antallet af medlemmer dalet til omkring 40. Der afholdtes ingen møder eller nogen generalforsamling. Der var ingen bestyrelse, og der blev ikke opkrævet kontingent. Men foreningen eksisterede. Dette mærkelige år strakte sig i virkeligheden over 4. Frem til 1852.
Når foreningen kunne bestå uden faktisk at bestå, skyldtes det den meget stærke kammeratskabsfølelse, der den gang fandtes mellem kunstnere, en følelse af at være noget for sig, en særskilt stand, en kunstnerstand, der gjorde front mod publikum og mod kritikken. I standen var der ingen rangforordning. Alle var lige. Der udviklede sig – står der i de gamle skrifter – en broderskabs- ligheds- og frihedsfølelse blandt foreningens medlemmer.
Men så kom Sørensen. Æresmedlem, maler og medstifter af Kunstnerforeningen Frederik Sørensen ville vække foreningen. Han gjorde foreningens første formand interesseret i at genopstille. Tømrermester, tegner og formand for Borgerrepræsentantionen Harald Kayser blev på ny valgt til formand. Arkitekt Eckersberg blev genvalgt som kasserer. For at forny foreningen noget, for at give den en frisk pust, fik Kayser indført, at foreningen også kunne optage musikere, digtere og skuespillere som medlemmer. Dog måtte disse ikke udgøre mere end 1/3 af medlemsskaren. Der kom mange nye medlemmer. En overgang udgjorde de ikke-billende kunstnere en fjerdedel af medlemsantallet. Disse medlemmer havde heller ikke andre foreninger, de kunne melde sig ind i på den tid. Men det kom. Og så dalede antallet.
Men som sagt. Der var kommet liv i kludene. Igen. Samtidig med, at Kunstnerforeningen var gået hen og blevet noget af en fagforening for de billedende kunstnere - mere end blot en selskabelig forening.
En af foreningens nye medlemmer var Erik Bøgh. Han skulle komme til at spille en ikke ubetydelig rolle i foreningens historie. Bøgh var en meget populær person i København. Han var journalist og optaget i foreningen som litterært medlem. Han var en meget dygtig viseskribent, kunne skrive taler og teaterstykker og gjorde foreningens virke kendt ude omkring ved at omtale den i sit satiriske blad ”Dit og Dat” og senere ”Folkets Avis”, uden at nævne foreningens navn. Men hans væsentligste indsats for foreningen var dog hans bidrag til digte og sange bl.a. til nytårsrevuerne. Han gav et stort bidrag til morskaben, og mere forlangtes foreløbigt ikke.
Den 23. november 1852, da man skulle festligholde foreningens 10 år dag foregik det i nye lokaler hos Teknisk Institut i Læderstræde på 2. sal. I den anledning havde Erik Bøgh skrevet en lille jubelcantate:
O, hvilken fryd og glæde,
At bo i Læderstræde!
Det var også på dette tidspunkt, foreningen begyndte at udstille egne kunstværker. Det som vi stadigt gør hver måned. Den gang kunne medlemmerne tage venner og bekendte med til ferniseringen, og mange af de udstillede billeder blev solgt.
Det var vel foreningens netop genvalgte formand, Harald Kayser, der havde sørget for, at man kunne leje af disse lokaler. Kayer var tegner, men også tømmermester og formand for Københavns Borgerrepræsentation. Læderstræde 26 er der, hvor Hennes & Mauritz i dag har til huse ud mod parallelstrøget.
I foreningen var der på den tid et utroligt kammeratligt forhold, stærkere end hos studenterne. Man var ligesom et broderfolk, der benyttede enhver lejlighed til at feste. Og det var gode fester. Ikke mange i byen København kendte noget til foreningen – måske som i dag – men Erik Bøgh skrev som redaktør for sit blad ”Dit og Dat” og senere for sin avis Folkets Avis ofte om festerne, dog uden af nævne foreningens navn, hvilket gjorde læserne særdeles nysgerrige: Hvem og hvor holder man sådanne pragtfulde fester? I skal huske på, at på denne tid var der let sind og letsind i byen, godt humør over hele linien. Der var ingen samfundsmæssige opgave, der trykkede, og det udenrigspolitiske lod man politikerne om. Programmet var – som der står – Sammenkomster til indbyrdes underholdning og morskab.
Hver mandag var der møde og udstilling. Foreningen fastholdt mandag som mødedag. Fordi der den dag også var møde i Akademirådet, og dermed var der stor chance for, at medlemmerne efter mødet i Akademirådet ville fortsætte i foreningen og ikke tage hjem. Og det medlemmerne fortsatte med var: sang og hvad man ellers havde lyst til. Man tegnede eller malede ikke sammen.
Det var på den tid, at man vedtog at optage musikere, digterne og skuespillere i foreningen. Det var i håbet om at give foreningen nyt blod, nye idéer. Der var nu ikke mange, der efterkom opfordringen til medlemskab. I løbet af de første år var der kun 1. Men det ændrede sig noget med tiden.
Kort efter nytår 1853 foreslog formanden Harald Kayser 6 af sine gode venner som medlemmer. ”Det er overmåde respektable mænd”, sagde Kayser, ”nogle af mine bedste bekendte.” Det var en assessor, en fuldmægtig og nogle grosserer, som han anbefalede i deres egenskab af ”kunstvenner”. En anden i bestyrelsen maleren Edv. Lehmann støttede optagelsen og mente, at disse 6 bl.a. kunne hjælpe medlemmerne med at få solgt deres billeder. De unge medlemmer kunne ikke lide at foreningens medlemmer nu også skulle tælle ikke-kunstnere, men de turde ikke sige deres formand imod.
Men så tog Erik Bøgh ordet: ”Jeg er overbevist om, at de herrer Assessorer, grosserere og co. kun vil være medlemmer for at overvære de løjer og det kammeratskab, de har hørt og læst om, der finder sted i foreningen. Men denne morskab finder sted, fordi det er ligesindede, der mødes. Dette vil ophøre, hvis grosserere og deslige optages som medlemmer. Så vil foreningen deles i 2 dele: de aktive kunstnere og de passive grosserere. De aktive vil kun give deres humør frit spillerum i krogene og uden for foreningen. Og de passive vil ikke finde den morskab, der havde hørt tale om og melde sig ud. Og når så foreningen er ødelagt, så kan vi takke dem, der havde sprængt den ved at lukke døren op for ”kunstvennerne”.
Det var lige det, der skulle til. På en ekstraordinær generalforamling i 1854 blev forslaget optagelse af grosserere nedstemt. Kayser blev gal, nedlagde posten som formand og meldte sig ud af foreningen. Sammen med en række af hans trofaste venner.
Erik Bøgh dannede efter herefter en ny bestyrelse med blomstermaler Hammer og lithograf Vesterberg. På en udstilling, der vistes kort tid efter, er begivenheden malet. Man ser 3 mænd omfavne hinanden, medens en rød skikkelse svæver bort i luften.
”Kayserdømmet” var styrtet.
I 1854 afholdt foreningen karneval på Hotel Phoenix. Her optrådte bl.a. foreningens bedste sangere. Koret blev kaldt ”Stormagterne”.
På hotellet var Hr. Fiedler vært. Og ham fik foreningen i begyndelsen et godt forhold til. Man flyttede derfor sit mødested fra Madame Vincent på Kgs. Nytorv hertil og sang
Men da vi ej fandt den nødvendige højde til loftet der,
så flytted vi til det anstændige Phoenix,
og nu er vi her.
Men det med anstændigheden var det så som så med. Det viste sig, at maden og drikkevarerne var af en yderst dårlig kvalitet. Nærmest uspiselig og udrikkelig. Sundhedsmyndighederne, eller Det kgl. Sundhedskollegium, som det hed den gang, sendte et brev til foreningens bestyrelse og spurgte om, hvorledes det forholdt sig ned det rygte, som var kommet Kollegiet for øre, at værten serverede Messingpunch. Man mente, at punchen var kogt i en messingkedel, så den havde fået en irret smag. Nogle medlemmer i bestyrelsen ønskede, at foreningens svar til Det kgl. Sundhedskollegium skulle tilføjes, at man også havde fået serveret Skarntyde-toddy.
Man blev således træt af Phønix og flyttede tilbage til Madame Vincent på Kgs. Nytorv, dog først efter at have haft lokaler i Apollosalen i Vildmandens gård i Østergade 32. Det er på det nuværende Strøget. Huset blev nedrevet i 1900.
Og nyt karneval afholdtes i 1860, denne gang i Casino, som lå i Amaliegade. Huset blev nedrevet i 1960. Overskuddet fra festlighederne skulle gå til genopbygning af Frederiksborg Slot. Slottets indre – undtagen slotskirken – samt spir og tage var blevet ødelagt ved en voldsom brand året før.
Casino var pyntet op som aldrig før. Som blomstermaler William Hammers Tryllehave. Der var, som det er beskrevet i et nummer af Illustreret Tidende fra dengang, en broget mængde af orientalske drapperier, baldakiner, lamper, lys, harper, skjolde, guldfade og vifter af strudsefjer. Det hedder videre, at de kunstige og naturlige blomster smeltede sammen, så det var umuligt at skelne, hvad der var lånt fra Den kgl. Blomsterhave, og hvad der skyldes blomstermaler Hammer. Der var store malerier, der i sammenhæng dannede udsigten gennem buerne ved en veranda til et kystparti på Madeira, malet af Carl Frederik Sørensen, som i dag står på kaminen.
Der var desuden en kæmpe stor frise af dekorationsmaler Carl Frederik Aagaard, som i øvrigt senere i 1883 blev formand for foreningen. Og for enden af gangen foran et transparent, der dannede en blomsternische, stod en flora i overnaturlig størrelse, modelleret af Bergslien.
Formanden for foreningen forfatteren Erik Bøgh havde skrevet en teaterforestilling om de gamle italienske maskefigurer og Prins Carneval. Og endelig havde digteren H. C. Andersen til festen og i dagens anledning skrevet et digt til melodien: Der vanker en Ridder.
Første vers af de 5 lyder sådan:
Med vajende faner, med sang og med spil
med roser og yndige blommer,
til kongeborgen nu drage vi vil
og fejre vor fest i Skærsommer.
Og Kongeborgen er altså Frederiksborg slot.
Karnevallet blev nu ikke den helt store succes, som foreningen havde håbet på. Det betalende publikum, aristokratiet, udeblev. Det skyldtes, at slottet i de sidste år var knyttet til erindringen om, at Danmarks konge Frederik den VII huserede der med Grevinde Danner. Man ville ikke bidrage til en genopførelse af slottet og dermed til kongens uhumske levevis.
Men interessen fra aristokratiet for deltagelse i foreningens karnevaller blev dog senere anderledes.
Alt er blevet anderledes. Undtagen julen i foreningen. Den fejres en mandag som vi har gjort det i de sidste 161 år.
På en sal i Lille Kongensgade
Ja, herregud, en bagsal var det kuns
Men vi var barnlige og vi var glade
Vi havde nøjsomhed – og bøf og punch.
Således sang vore kolleger på 10 års dagen for Kunstnerforeningens fødsel, fredag den 18. november 1842.
Vi går 20 år frem til 1862, hvor Kunstnerforeningen arrangerede et karneval i Casino i Amaliegade. Det var her alle de mange gæster sang og besluttede, at ”vi vil”, altså have vort eget kunstnernes hus. Her blev grundstenen lagt, som de sagde.
Man havde også udset sig forskellige byggemuligheder. Gammelholm var et sted. Det var den gang en stor have. Et andet sted var, interessant nok, Marmorpladsen. Her lå begyndelsen til Marmorkirken, en ruin, men ellers var arealet fri for bebyggelse.
Sådan begyndte karnevalet i 1862. Medlemmerne var helt vilde med tanken om et eget hus og var rede til at gøre dette karneval til alle tiders. Man beordrede derfor H. C. Lumbye og hans orkester på en halv snes musikere om at spille det allernyeste, der var komponeret, nemlig Københavns Jernbane Dampgalop
Og så åbnede karnevalet.
Under karnevalet var der flere teaterforestillinger. Blandt andet spillede man »Teniers gør Studier i et Værtshus« og »Rubens i sit Atelier«. Men det var lidt svært at høre og især at se, hvad der foregik på scenen. Man havde nemlig regnet med at benytte den nye belysningsmetode, nemlig elektrisk lys. Det virkede imidlertid ikke, så man måtte nøjes med de farveødelæggende bengalske flammer.
Man havde det skægt alligevel. Karnevalskomiteen havde også gjort et stort og dygtigt forarbejde, men ærgrede sig over, at – som formanden og forfatteren Erik Bøgh skriver – at publikum var for passive. Publikum havde ikke klædt sig fantasifuldt ud. Man havde ikke en maske på, ikke en forloren næse eller en falsk skæg. De fleste havde blot et sort kegleformet silkefutteral med 2 huller trukket ned over hovedet. Og så var man en spidsmunk. Det så meget sort ud, når man kikkede over de mange gæster. Det hele lignede en begravelse.
Men man morede sig, og festen gav et overskud på 1.000 blanke rigsdaler, som gik til byggefonden, til et senere kunstnernes eget hus.
Og 90 år efter gik drømmen i opfyldelse. Kunstnerforeningen købte ejendommen her. Det var i 1952.
I efteråret 1867 afholdtes der et møde, hvor man ville drøfte afholdelse af en stiftelsesfest. Man ville mindes foreningens første 25 år på en eller anden seriøs måde.
Forinden var der afholdt en generalforsamling, hvor det var blevet vedtaget, at foreningen skulle have et nyt og bedre navn.
Og den 18. november 1867 afholdtes så mødet. Omkring 100 ældre og yngre medlemmer deltog. Man havde specielt inviteret stifterne af foreningen. Mange af dem var senere rejst til udlandet, hvor de arbejdede. Det vil sige Paris, Gøteborg, Stockholm, Malmø og Ålborg. Kun Malmø kunstnerne ankom, men fra de andre kom telegrafiske hilsner.
Lokalet, og jeg tror det var Casino, hvor det hele foregik, var meget flot pyntet. Som en søjlehal, hvorfra der til den ene side var udsigt over København, og til den anden side udsigt over Piazza Barberini. I midten stod de nordiske flag og ind imellem var anbragt buster af billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, maleren Christoffer Wilhelm Eckersberg og arkitekten Gustav Friederich Hetsch.
Da champagnen perlede i glassene, som det hedder i de gamle protekoller, rejste formanden, maleren Carl Bøgh sig og meddelte, at bestyrelsen havde bemyndiget ham til at erklære foreningens stifter og højtfortjente medlem, marinemaler Carl Frederik Sørensen for optagen som Æresmedlem. Som det første æresmedlem.
Derefter oplyste formanden yderst højtideligt, at foreningen havde skiftet navn fra 18. nov. til Kunstnerforeningen af 18. nov. Bare det at hedde en dato, mindede for meget om et begravelsesselskab eller et konfirmationsselskab eller en dramatisk klub.
Et af medlemmerne havde sørget for at skære et nyt stempel til foreningen. Det var den dengang 27årige gravør Johan Christian Severin Danielsen. Og det er det stempel, vi i dag benytter i foreningen.
Der var en rolig tid i Kunstnerforeningen gennem 1860erne og i begyndelsen af 1870erne. Dyremaler Carl Bøgh var formand næsten hele tiden. Kun afbrudt i nogle få år af arkitekt Charles Abrahamsen.
Man afholdt sine fester. Julefest, nytårsfest og fastelavnsfest. Og en masse andre fester samt karnevalsfester. Alle forløb helt efter bogen. Især fastelavnsfesten på fastelavnsmandag var en succes med mange delt gere og med et rimeligt overskud, et par hundrede rigsdaler, der gik til byggefonden.
Men så skete der pludselig noget. i 1870erne opstod der en opposition. Unge medlemmer havde en anden holdning til den siddende bestyrelses idealer og styrelse. Blandt dem var malerne Otto Bache, P. S. Krøyer og arkitekten Heinrich Wenck. Kvinder skulle være også være medlemmer af foreningen, mente de yngre. I 1881 tillod man derfor hårdt presset, at damer kunne deltage i foreningens karnevaler, dog kun i følge med deres ægtemænd. Og så var man træt af 10 år sammen med kødgryderne hos Madame Vincent på Kgs. Nytorv. Det førte til, at man i 1872 flyttede til Larsens selskabslokaler på Skt. Annæ Plads 13. Dette sted var mere tidssvarende.
Den 19. nov. 1870 var det Thorvaldsens fødselsdag. 100 år ville han have blevet. Købehavns kommune arrangerede en formiddagsfest i Ridehuset og belysning af museet om aftenen. Kunstnerforeningen af 18. nov. inviterede 102 kunstnere til aftenmiddag på Charlottenborg med efterfølgende fakkeltog. Efter middagen blev faklerne gjort klar nede i Akademiets gård. Her stod også alle Akademiets elever, som var blevet bedt om at deltage.
Men så skete der noget, som ingen havde kunne forudse. Uden for Akademiets port var der en masse bøller og ballademagere, der ville forhindre fakkeltoget og musikerne i at komme ud på Kgs. Nytorv. Gud ske lov var marinemaler Carl Frederik Sørensen med, og han råbte: ”Marinere frem med jer.” Og med ham og Holger Drachmann i spidsen og bevæbnet med fakler, lykkedes det at komme igennem menneskemængden. Fakkeltoget gik over til Thorvaldsens Museum, hvor man nedlagde en krans og sang en sang skrevet af arkitekturmaleren Niels Bredal. Den indledes sådan:
Henfarne Mester, høje ånd,
Vi flokkes festligt i dit tempel.
...
Hvor du hviler, hjemlig, rolig,
Midt i det skønne, du har skabt.
Så gik de alle sammen hen til Madame Vincent, til kødgryderne. Sammen med akademieleverne. Hvoraf mange senere blev medlemmer. Og så festede man.
Her i foreningen er der nogle medlemmer, der nok synes, at der trænges til lidt frisk luft i lungerne. En ny og anderledes bestyrelse er tiltrængt. Sekretæren oplyser i sin meget korte 3-års-beretning – på 13 ord - : der er i de sidste 3 år intet af betydning sket i Kunstnerforeningen.
Sådan hed det sig i 1881.
Ikke at man var utilfreds med formanden Carl Bøgh. Men det hele kørte bare på rutinen. Der skete ikke noget nyt.
I al hemmelighed dannede nogle af medlemmerne en sammensværgelse med det formål at overrumple og styrte den gamle bestyrelse. De holdt møder på Restaurant Trantel i Havnegade for at forberede deres Coup de main.
I mange år havde generalforsamlingerne henslæbt sig i traditionel søvnighed. Bestyrelsen blev altid genvalgt, og alle bestyrelsens forslag blev vedtaget uden debat og mukken.
Pludselig under generalforsamlingen trådte den hemmelige gruppe i aktion. Den blev anført af Vilhelm Pacht. De andre i gruppen var landskabsmaler Vilhelm Groth, billedhugger Axel Hansen, Erik Schiødte og skuespilleren Olaf Poulsen.
Pacht gik hen til formanden med en pakke med røde sedler og spurgte, om han måtte dele dem ud til de fremmødte. Og Bøgh, der ikke anede uråd, sagde naturligvis ja til det. De røde sedler viste sig at være et vildt valgråb, der opfordrede medlemmerne til at udskifte den gamle bestyrelse for derved at skabe muligheder for nye initiativer. Sedlerne gjorde megen lykke i generalforsamlingen og førte til det bøghske regiments undergang.
Den ny bestyrelse kom efter et valg til at bestå af Laurids Tuxen, der blev formand, Pacht, O. Hermansen, Thorvald Niss, Axel Hansen, Olaf Poulsen og kapelmusikus Anton Svendsen. Tuxen blev efter nogle få måneder afløst af Vilhelm Dahlerup. Dahlerup var på det tidspunkt en kendt og agtet person.
Nu skulle den ny bestyrelse vise, hvad den duede til.
Vi er i begyndelsen af 1881. Arkitekt Jens Vilhelm Dahlerup er formand for Kunstnerforeningen, og hans og hans stab skal nu vise, hvad de duer til.
Dahlerup var født i 1836 i Norup præstegård ved Mariager. Han var lidt af et arkitektgeni. Han kom på Kunstakademiets arkitektskole som 20 årig, vandt den Neuhausenske præmie som 21årig, den lille og store sølvmedalje som 22årig, Æresmedaljen på 23årig, den Neuhausenske præmie igen som 24årig, den lille guldmedalje som 25årig og den store som 26årig og så videre. Hans mest kendte bygninger er Pantomineteatret, Statens Museum for Kunst (1. præmie i en konkurrence).
Det første, bestyrelsen kastede sig over, var udstillinger. De havde ligget stille i flere år. I februar åbnede den første, der var en præsentation af tegninger og akvareller. Men der var noget ganske særligt og opsigtvækkende med udstillingen. Alle kunstværkerne var belyst med gaslys, der sad på en rampe under loftet. Noget ganske nyt.
Og så arrangeredes julefest og fastelavnsfest med teaterforestilling og quizzer. Bestyrelsens medlemmer var naturligvis udklædte. På hovedet en omvendt sivkurv med bjæller, på kroppen en tætsluttende uldtrøje og med røde opslag og om halsen en stor hvid pibekrave.
Og medlemsantallet steg med 18% på 1 år, til 161. Man forsøgte også noget med aftenunderholdning i finere stil, med koncert og bal. Men det kiksede. Næ, karneval var sagen. Og det holdt man i foreningens lokaler på Skt. Annæ Plads 13.
Et af rummene var omdannet til en italiensk loggia med søjler og vinranker og med udsigt til vandet. Et andet rum var indrettet som tronsal for Prins Karneval med forgyldte møbler, spejle, blomster og rødmalede vægge. Det store rum havde elektrisk lys (noget ganske nyt) og havde på endevæggen et vinterlandskab, malet af Thorvald Niss, men på hovedet, hvor loftet dannede en sneflade.
Dette karneval blev et hit. Elegant og smagfuldt, hyggeligt og bevægende i ret beskedne former. Det skulle blive det første i en lang række. Og så med damer. Ganske nyt.
På generalforsamlingen i december måned 1881 diskuterede man ivrigt, om der skulle laves en udstilling i Industriens Hus på Rådhuspladsen. Det skulle være en udstilling om dansk kunst. Og nogle måneder senere kunne man åbne en flot udstilling. Der solgtes for omkring 19.000 kr., hvilket i dagens priser vel svarer til omkring 5 mio. Udstillingen gav ikke noget stort overskud. Men det var heller ikke meningen. Meningen var at fortælle omverdenen, at Kunstnerforeningen af 18. November var mere end fest og ballade. Det var også en Kunstnerforeningen med kunst som det primære.
På næste års generalforsamling anbefalede bestyrelsen således, at sektion 2’s medlemmer, d.v.s. digtere, komponister, skuespillere og lign., som vel måtte anses for at være de mest festglade, kun måtte udgøre 1/5 af det samlede medlemsantal. Forslaget blev dog ikke vedtaget. Man bibeholdt 1/3. Faktisk som det er i dag.
Men der var røre i luften i hele det åndelige og politisk interesserede København. Gamle venner kom op at skændes. Studentersamfundet meldte sig ud af Studenterforeningen, og i Kunstnerforeningen lød der røster om at tage mere hensyn til åndens krav og noget mindre til punchen. Bestyrelsen besluttede således med Charles Abrahamsen som formand og med bl.a. P. S. Krøyer, Laurids Tuxen og Vilh. Bergsøe som medlemmer i bestyrelsen at indskrænke udskænkningen af punch til kun 1 gang om måneden.
I begyndelsen af 1880erne skulle bestyrelsen tage stilling til optagelse af forfatteren Erik Skram som nyt medlem af foreningen. Skram havde frivilligt deltaget i krigen i 1864 og havde skildret det tabte Nordslesvig i bogen »Hinsides Grænsen« samt om slaget om Als. Bestyrelsen skulle stemme om det, og det gjorde man med ja- og nej-kugler. Da afstemningen var færdig, måtte formanden, der var Laurids Tuxen, konstatere, at der var flere ja-kugler end medlemmer, der var tilstede. Det førte til indkaldelse til en generalforsamling ugen efter med omvalg på dagsordenen. Skram fik lige akkurat stemmer nok til at blive medlem.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes